Særlige prøvevilkår

Hvad er særlige prøvevilkår?

Elever med særlige behov kan gå til prøve på særlige prøvevilkår. Elever på Århus Statsgymnasium tilbydes særlige prøvevilkår på baggrund af ansøgning og en vurdering af elevens individuelle vanskeligheder.

Grundlaget for tildeling af særlige prøvevilkår er, at bedømmelsesgrundlaget for prøven ikke ændres, men eleven kompenseres for sine vanskeligheder på anden vis. Afgørelse træffes efter forvaltningsloven.

Særlige prøvevilkår kan være

  • Forlænget eksaminationstid til en skriftlig prøve
  • Forlænget forberedelsestid til en mundtlig prøve
  • Digitale prøvematerialer
  • Tilladelse til at anvende særlige it-hjælpemidler (fx oplæsning af tekst, diktering eller andet)
  • Tilladelse til at få hjælp af en hjælper under en prøve (fx sekretærhjælp)

Følgende elever kan tildeles forlænget tid, listen er ikke udtømmende.

  • Elever med læse- og skrivevanskeligheder som kan modtage SPS-støtte.
  • Elever der lider af udviklingsforstyrrelser (adhd), meget svær dokumenteret angst eller lignende, der medfører at eleven har betydelige overbliks- og koncentrationsvanskeligheder
  • Elever med stærk farveblindhed i fag, hvor dette har betydning for aflæsning af diagrammer mv.
  • Elever med dokumenteret hjernerystelse mindre end 6 måneder før prøveafholdelse
  • Fysiske lidelser, der påvirker elevens evne til fysisk at gennemføre eksamen på almindelige vilkår (fx brækket arm)

Hvordan træffes afgørelse

Afgørelse træffes efter forvaltningsloven efter nedenstående procedure.

  1. Eleven ansøger elektronisk om særlige prøvevilkår til skoleårets prøver og eksamener. Ansøgning sker i nedenstående perioder.
    1. Fra studieretningsforløbets start og frem til ca. 1 måned før terminsprøve. 
    2. Fra terminsprøverne er afsluttet og frem til ca. 1 måned før eksamen.
    3. De konkrete datoer i de enkelte skoleår meddeles på elevinfo når ansøgningen åbner.
  2. Skolens ledelse behandler ansøgningerne i fællesskab med læse- og studievejledere. I tvivlstilfælde gennemføres yderligere partshøring.

Akut opståede tilfælde opstået efter udmeldte deadlines håndteres af skolens ledelse.

Forlænget tid

På Århus Statsgymnasium forlænges prøvetiden til en skriftlig prøve i udgangspunkt med 1 time. Til mundtlige prøver forlænges forberedelsen svarende til eksaminationstiden. Der gives i udgangspunkt ikke forlænget tid til DHO, SRO og SRP.

Elever der er tildelt forlænget tid, tildeles i udgangspunkt forlænget tid til alle skriftlige prøver. Til de mundtlige prøver følges nedenstående oversigt, der tager udgangspunkt i ovenstående samt, at der ikke tildeles forlænget tid ved prøver med kendt prøvemateriale, prøver med 24-timers forberedelse gruppeprøver og praktisk/eksperimentelle prøver.

Fag og niveauer hvor der tildeles forlænget tid

  • Biologi B/C
  • Dansk A
  • Engelsk A/B
  • Erhvervsøkonomi C
  • Filosofi B/C
  • Fransk A/B
  • Latin B/C
  • Historie A
  • Informatik B
  • Kemi A/B
  • Mediefag B/C
  • Musik A/C
  • Naturgeografi B/C
  • Oldtidskundskab C
  • Psykologi C
  • Religion B/C
  • Samfundsfag C
  • Spansk A
  • Tysk A/B

Fag og niveauer hvor der ikke tildeles forlænget tid

  • Astronomi C
  • Billedkunst A/B/C
  • Biologi A
  • Bioteknologi A
  • Design og arkitektur B/C
  • Drama B/C
  • Fysik A/B/C
  • Idræt B/C
  • Informatik C
  • Innovation C
  • Kemi C
  • Matematik A/B
  • Mediefag A
  • Musik og lydproduktion C
  • Psykologi B
  • Samfundsfag A/B

Digitale prøvematerialer

Elever med læse- og skrivevanskeligheder kan ansøge om at gå til prøve med digitale prøvematerialer i nedenstående fag. Eleverne kan få OCR-behandlet det digitale prøvemateriale, hvis de har ansøgt om og er tildelt dette. 

  • Dansk
  • Historie
  • Sprogfag (Engelsk, Tysk, Fransk, Spansk, Latin)
  • Religion
  • Oldtidskundskab
  • Samfundsfag
  • Erhvervsøkonomi
  • Filosofi 
  • Psykologi

Senest ved eksamensplanens offentliggørelse orienteres skolens lærere om hvilke elever, der er tildelt forlænget tid, prøve med digitale prøvematerialer og prøve med OCR-behandlet digitalt prøvemateriale.

Når eksaminator har sendt prøvemateriale til censor, kan skolen foretage en administrativ trækning. Det foregår ved at eksaminator sender en oversigt over prøvematerialet med overskrifter til prøvematerialet samt tilhørende numre til den eksamensansvarlige, der foretager en administrativ trækning for eleven.

Resultatet af den administrative trækning sendes til eksaminator, der sikrer at prøvematerialet er digitaliseret (og evt. OCR-behandlet). 
Eksaminator forestår udlevering af det digitale prøvemateriale ved prøvens start ved at sende prøvemateriale til eleven via skolens mailsystem enten (1) i forbindelse med trækning ved prøver med forberedelse eller (2) ved automatisk afsendelse af mail ved prøver med 24-timers forberedelse.

Øvrige særlige prøvevilkår

Elever, der ansøger om øvrige særlige prøvevilkår (fx tale til tekst, sekretærhjælp mv.) ansøger til skolens ledelse ved at kontakte de(n) eksamensansvarlige. Ved ansøgninger om øvrige særlige prøvevilkår foretages først en afklarende samtale med eleven om elevens behov og herefter gennemføres evt. yderligere partshøring. Skolens læse- og studievejleder kan, som en del af denne proces, blive bedt om at give en faglig vurdering af elevens vanskeligheder.

Øvrige særlige prøvevilkår tildeles kun i meget særlige tilfælde.